Testløb 2020

Opdateret klubmesterskabsliste 2020

En halv snes Fjordløbere stillede juleaftensdag til start ved det lokale 3600marathon løb. Efterfølgende er Klubmesterskabslisten 2020 blevet opdateret, se HER

Der var deltagelse af Fjordløbere på alle 3 distancer, d.v.s. 11 km, halvmarathon og helmarathon, flest på 11 km. På forhånd var 11 km distancen ved dette løb blevet godkendt som ”10 km” distance i relation til Klubmesterskabet 2020, dog ville man her få noteret sin registrerede sluttid på de 11 km.

Har du eventuelle kommentarer, indsigelser eller spørgsmål til listen, så kom endelig frem med dem.

Som tidligere nævnt, så er der fortsat åbne løb - dog i meget begrænset udbud - frem til og med 31. december 2020, og dermed stadig muligheder for med en sidste indsats på falderebet at ændre stillingerne i listen. Den endelige rangliste med 2020-årets klubmestre vil derfor først blive opgjort og publiceret i starten af det nye år.

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget ønsker alle Fjordløbere et Godt Nytår – og håber sammen med jer på bedre betingelser for afvikling af testløb i 2021.

Med hilsen

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget

Susie, Frank og Lasse

 

Opsamlingsdag for testløb og opdateret rangliste for klubmesterskab 2020

14 Fjordløbere havde tilmeldt sig opsamlingsdagen, hvor der var mulighed for at prøve kræfter på hhv. 800 meter, 3 km, 5 km og 10 km. Desværre måtte en enkelt dog melde afbud aftenen før.

Nogle fokuserede på en enkelt distance, men de fleste deltagere stillede til start på 2 af distancerne. En enkelt, Lars Kjellergaard, satsede endog på at løbe 3 distancer, men måtte dog desværre udgå på den sidste 5 km. Resultaterne af dagens testløb kan ses HER.

Flere deltog med henblik på at hente den 3. og dermed sidste sluttid til Klubmesterskabet 2020. Det har resulteret i flere ”grønne” med minimum 3 nødvendige sluttider på ranglisten, og dermed skærpet konkurrence og ændringer i stillingerne. Dette gælder ikke mindst både Kvinder og Mænd i 50-59 års aldersklassen, som det fremgår af den opdaterede rangliste for Klubmesterskabet 2020, som du kan se HER. Andre deltog for at se om de kunne forbedre en allerede opnået sluttid, men netop dette mål var der dog ingen der lykkedes med i dagens relativt fedtede føre. Andre igen, havde (genop)træning og socialløb som mål – det slap de til gengæld godt afsted med.

Fælles for alle dagens deltagere, løbere og ’officials’ var dog ikke mindst at sikre sig et glas af Tines hjemmelavede og portionsanrettede æblekage med flødeskum – en efterhånden traditionel ingrediens på denne dag. Synd for Paw, at han måtte melde afbud...

Dagens arrangement blev afviklet i henhold til de gældende Covid-19 regler, og ikke mindst de strikse betingelser for forsamlingers størrelse. En passerende politibil fandt dog ingen anledning til at stoppe op, og det betragter vi da selvfølgelig som en godkendelse af vores forholdsregler. Med tak til dagens deltagere for god ro og orden, hvad dette angår. Du kan i øvrigt se Henriettes mange gode billeder fra dagen på FB.

Selvom andre 12 medlemmer, blot ved at stille op og gennemføre bare en 800 meter eller 3 km distance som deres 3. distance, kunne have have opnået en plads på ranglisten til Klubmesterskabet 2020, så har de nu forpasset muligheden for at gøre dette - testløbene, der blev afholdt i dag, var årets sidste. Men som reglerne for Klubmesterskabet er, så kan man dog fortsat indtil årets udgang deltage som Fjordløber i andre åbne DAF-opmålte løb og få godskrevet sluttider fra sådanne løb, selvom mulighederne for dette af flere grunde er ved at være udtømte. Derfor vil ranglisten endnu ikke være at betragte som værende den endelige og lukkede. Listen vil blive lukket 31.12.2020 kl. 24:00 – der foregår jo som bekendt forskellige socialløb rundt omkring så sent som Nytårsaftens dag.

Vi ses igen til testløb i 2021.

Med hilsen

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget

Lasse

Resultater fra 800 meter testløb og 'opsamlingsdag'

Dårligt vejr, mæt af testløb, gider ikke, min tid kan ikke forbedres, venter til opsamlingsdagen i november – ja, begrundelserne for ikke at deltage i torsdag aftens 800 meter testløb var mangfoldige. Således havde bare 3 gæve Fjordløbere fundet motivation til, på denne regnvåde efterårsaften, at løbe de 2 omgange på Ådalens Skole’s 400 meter bane, der dog allerede nu er lidt medtaget af det fugtige vejr. De 3 deltagere gjorde det til gengæld rigtig flot. Hvem de 3 deltagere var og resultaterne af deres anstrengelser kan ses HER.

Thomas havde ikke tidligere løbet en 800 meter, men med aftenens sluttid har han nu fået noteret 3 tider som del af Fjordløbernes Klubmesterskab og rangerer hermed på listen og udfordrer 3 andre herrer i denne aldersgruppe. Jesper ville forsøge at slå sin tidligere 800 meter tid – trods en ihærdig indsats blev det dog kun til nær-ved-og-næsten. Med samme mål deltog Peter i testløbet – med stor succes, idet han løb næsten 2 sekunder hurtige end sidst – tillykke til Peter med ny PR.

Tirsdag den 20. oktober var planlagt et 3.000 meter testløb, men dette testløb har vi valgt at aflyse. De primære årsager er at 2 af udvalgets medlemmer er på ferie den pågældende uge, løbebetingelserne på Ådalens Skole’s løbebane er måske lidt usikre - og måske er man mæt at testløb for i år.

Men som allerede adviseret, så afholdes ’opsamlingsdag’ for testløb lørdag formiddag den 7. november, hvor der efter behov vil være mulighed for at løbe både 3.000 meter, 5 km og 10 km distancer på Kalvøen/Frederikssund Havn, samt 800 meter på Marienlyst Skolens 200 meter banes bløde kunstunderlag. Så afsæt derfor denne lørdag formiddag til et eller to testløb, samt hyggeligt samvær med andre Fjordløbere – nærmere tidsplan følger snarest.

Med hilsen

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget

Lasse

Resultater fra 5 km testløb og opdateret rangliste

 

Mere end 25 Fjordløbere havde været i aktion på forskellige distancer under krævende betingelser ved ’3600 marathon’ i løbet af weekenden, og med fortsat ømme ben var der hos langt hovedparten af disse løbere, ikke overskud til også at løbe en 5 km test bare 2 dage senere. Således havde kun 12 medlemmer valgt at stille op til tirsdag aftens 5 km testløb, der under perfekte løbeforhold blev afviklet på den velkendte rute i Kalvø/Frederikssund Havn området – resultaterne fra testløbet kan ses HER

Efter ’3600 marathon’ og 5 km testløbet er også ranglisten for Klubmesterskab 2020 blevet opdateret og kan ses HER

Mange medlemmer på denne rangliste har allerede fået noteret sluttider på 2 af de 3 distancer, der kræves for at opnå en placering i Klubmesterskabet 2020. Så kom endelig og deltag i et af årets resterende testløb, eller deltag som Fjordløber og få noteret en tid i et eksternt løb – som der jo desværre er ganske få af i disse Covid-19 tider.

Plan for årets resterende testløb hos Fjordløberne:

Dato

Distance

Sted

Torsdag 8. oktober, kl. 17:30

800 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Tirsdag 20. oktober, kl. 17:30

3’000 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Lørdag 7. november, formiddag

(nærmere tidsplan følger)

10 km / 5 km / 3’000 meter/ 800 meter

Efter behov/ønske

Kalvøen/Frederikssund Havn
Marienlyst Skole (200 meter løbebane)

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Med hilsen

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget

Lasse

Resultater fra 3.000 meter testløb

En lille snes Fjordløbere havde valgt at gøre 3.000 meter testløbet til en del af aftenens løbetræning tirsdag den 15. september. Af de 17 startende valgte en enkelt deltager dog at stoppe undervejs. Men på denne flotte, men dog samtidig noget varme sensommeraften, blev der løbet på rigtig fine sluttider, som bl.a. resulterede i en ny PR. Resultaterne fra aftenens testløb kan ses HER

Klubmesterskabslisten vil snarest blive opdateret med resulaterne fra det seneste 3.000 meter testløb.

Næste planlagte testløb finder sted tirsdag den 29. september, hvor der skal tilbagelægges en 5 km distance. Starten på løbet går kl. 17:45, så der er tid til individuel opvarmning inden start. Ligesom tidligere vil løbet blive afviklet på Kalvøen/Frederikssund Havn, hvor en 2½ km strækning skal gennemløbes 2 gange.

Plan for årets resterende testløb:

Dato

Distance

Sted

Tirsdag den 29. september, kl. 17:30

5 km (2 x 2.5 km)

Kalvøen/Frederikssund Havn

Torsdag 8. oktober, kl. 17:30

800 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Tirsdag 20. oktober, kl. 17:30

3.000 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Lørdag 7. november, formiddag

(nærmere tidsplan følger)

10 km / 5 km / 3’000 meter/ 800 meter

Efter behov/ønske

Kalvøen/Frederikssund Havn
Marienlyst Skole (200 meter løbebane)

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Bemærk, at der nu er fastlagt en dato for opsamlingsløb - en dag hvor der vil være en absolut sidste chance for at løbe en eller flere af de kortere distancer, der indgår i Fjordløbernes Klubmesterskab 2020. Og den efterhånden traditionsrige Store Æblekage Dag...

Med hilsen

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget

Lasse

Resultater fra 800 meter testløb og opdateret Klubmesterskab 2020

24 medlemmer havde tirsdag den 25. august taget imod tilbuddet om at løbe et 800 meter testløb, hvor man udover at måle sin nuværende form og konkurrere med sine løbekollegaer, også kunne score points til Fjordløbernes Klubmesterskab 2020. Løbet blev afviklet over 3 separate heats på Ådalens Skole’s 400 meter løbebane. Resultaterne fra tirsdagens løb kan ses HER

Efter 800 meter testløbet samt 5 km testløbet, der blev afviklet sidste uge, er nu også listen over Klubmesterskabet 2020 blevet opdateret og kan ses HER

Som det ses, har flere medlemmer nu løbet og fået noteret tider på 3 distancer, der som minimum er nødvendige for at deltage i Klubmesterskabet. Rigtig mange medlemmer har noteret tider på 2 distancer, og har mulighed for ved næste testløb på 3’000 meter, tirsdag den 15. september, at få noteret sin tid på en 3. distance, og dermed være med i Klubmesterskaberne. Har du ellers spørgsmål til reglerne omkring Fjordløbernes Klubmestersaber, så spørg endelig, eller læs mere på Fjordløbernes hjemmeside.

Bemærk: Tider i anført i gråt i Klubmesterskabslisten betyder at tiden er noteret i et testløb, der ikke var åbent for alle medlemmer (grundet Corona restriktioner!), eller i et enkelt tilfælde, at distancen ikke var DAF-opmålt. Tider i gråt tæller derfor ikke med i Klubmesterskabet!

Valget af mulige distancer er i år blevet reduceret til 6 distancer mod normalt 8 - grundet Covid-19 vil hverken Eremitageløbet eller Esrum Sø Rundt bliver afviklet i år. Men hvad angår de længere distancer, er der åbnet mulighed for at deltage i det lokale 3600 marathon (www.3600marathon.com), søndag den 27. september, hvor der kan løbes halvmarathon såvel som helmarathon. Dette løb er nu DAF-opmålt, og resultater fra dette løb vil således kunne godskrives til Klubmesterskaberne 2020.

Resterende testløb i efteråret:

Dato

Distance

Sted

Tirsdag 15. september, kl. 17:30

3’000 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Tirsdag den 29. september, kl. 17:30

5 km (2 x 2.5 km)

Kalvøen

Torsdag 8. oktober, kl. 17:30

800 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Lørdag ??. oktober, kl. 09:00

10 km (4 x 2.5 km)

Kalvøen

Tirsdag 20. oktober, kl. 17:30

3’000 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Lørdag ??. november, formiddag

Efter behov/ønske

Marienlyst Skole (200 meter løbebane)

Vi glæder os til at se dig til Fjordløbernes testløb.

Med hilsen

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget

Lasse

RESULTATER FRA TIRSDAGENS 5 KM TESTLØB

29 medlemmer havde valgt at stille op til start ved aftenens 5 km testløb tirsdag den 18. august - desværre måtte 4 af disse dog udgå af løbet af forskellige årsager.

Således gennemførte 25 medlemmer de 5 km, selvom temperaturen kun var faldet nogle få grader ifht de seneste dages hedebølge, så blev der løbet i rigtig flotte sluttider. Resultaterne fra tirsdag aftens testløb kan ses HER.

Og husk at næste testløb finder sted om allerede en uge, tirsdag den 25. august, hvor der løbes 800 meter på Ådalens Skole. Tidsplan for indskrivning og planlagt afvikling af dette testløb i 3 separate heats, følger snarest.

Efter 800 meter testløbet vil Klubmesterskabslisten blive opdateret.

Med hilsen

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget

Lasse

Årets første testløb i Fjordløberne

Ikke mindre end 17 Fjordløbere var mødt op til start i årets første testløb lørdag den 27. juni - og til en udfordring af sommervarmen. Det var samtidig første gang nogensinde at Fjordløberne havde et 10 km internt testløb på programmet.

Testløbet blev afviklet på en nøjagtig opmålt 2,5 km rute på Kalvøen, som skulle gennemløbes 4 gange. Allerede fra morgenstunden var temperaturen nået et godt stykke op i 20’erne, og fortsat stigende igennem afviklingen af løbet. Af denne årsag valgte 4 af de startende da også at stoppe efter 1 eller 2 runder – varmen blev en for stor udfordring.

Men på trods af varmen blev der alligevel præsteret rigtig flotte sluttider på dagens 10 km distance:

Søren Nielsen

00:40:53

Carsten Poulsen

00:43:17

Kasper Larsen

00:46:35

Jesper Poulsen

00:48:41

Torben Hansen

00:50:30

Lone Grønbek Witte

00:53:41

Peter Halberg

00:58:07

Lars Kjeldergaard

00:59:20

Jan P Mathiesen

01:02:43

Helle Duval Larsen

01:03:56

Henning Mouritsen

01:04:41

Solvejg Rasmussen

01:06:07

Niels Christensen

01:11:27

Tilslutningen til lørdagens 10 km testløb var umiddelbart bedre end forventet – også de givne vejrbetingelser taget i betragtning. Testløbsudvalget vil derfor afvikle endnu et 10 km testløb i løbet af efteråret, for at give endnu flere medlemmer muligheden for at løbe denne distance som et internt testløb – og forhåbentlig under mere optimale forhold rent vejrmæssigt – for puha, det var varmt... Men naturligvis også fordi denne distance indgår i Fjordløbernes Klubmesterskab. Tidspunkt for dette 10 km testløb vil blive meldt ud snarest.

Efter dagens testløb er FJORDLØBERNES KLUBMESTERSKAB 2020 blevet opdateret – listen kan ses HER.

Fjordløbernes næste testløb finder sted efter sommerferien, nemlig tirsdag den 18. august kl. 17:30, hvor der skal løbes 5 km på Kalvøen.

Testløbsudvalget ønsker alle en God Sommer.

Med hilsen

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget

Lasse

Testløb i Fjordløberne

De ellers regelmæssige testløb hos Fjordløberne har det af årsager, som vi alle kender, hidtil ikke været muligt at afvikle i foråret 2020. Men nu ser det lykkeligvis ud til at der er lys forude, således at vi kan lægge en plan for testløb i efteråret 2020. En intensiveret plan, hvor der vil blive mulighed for at deltage i minimum 7 testløb i løbet af efteråret, deriblandt et 10 km testløb allerede i slutningen af juni måned, og dernæst 2 testløb på hver af distancerne 800 meter, 3.000 meter og 5 km resten af efteråret. Og derudover efter behov og ønsker, en mulig opsamlingsdag sent på året – traditionen tro. Således skulle langt de fleste medlemmer have mulighed for at deltage i testløb på flere distancer, der som bekendt tæller i relation til Fjordløbernes klubmesterskab. Se https://www.fjordloberne.dk/ranglister-og-klubmesterskab/, hvis du vil vide mere om Klubmesterskabet.

Rigtig mange medlemmer har de seneste par måneder trænet flittigt sammen i mindre grupper. Savnet af mål med træningen i form af større løb og konkurrencer har man dog ikke rigtig kunnet finde erstatninger for. Dog har Hold 1 savnet konkurrence-elementet så meget, at man har afviklet 3 testløb og fået noteret individuelle tider på 800 meter, 3.000 meter og 5 km distancerne. Det skal for god ordens skyld bemærkes at disse ’grå’ sluttider naturligvis ikke tæller med i kampen om Klubmesterskabet, idet disse testløb, grundet de gældende restriktioner, ikke har været åbne for alle medlemmer. Resultaterne af Hold 1’s tre uofficielle testløb kan ses via DETTE LINK.

Sommerferie, Frederikssund Stafetten, efterårets andre aktiviteter, slut på sommertid – der er flere begivenheder at tage hensyn til, når planen for testløb i efteråret skal lægges. Men du kan planlægge at deltage i et eller flere testløb som følger:

Dato

Distance

Sted

Lørdag 27. juni, kl. 09:00

10 km (4 x 2.5 km)

Kalvøen

Tirsdag 18. august, kl. 17:30

5 km (2 x 2.5 km)

Kalvøen

Tirsdag 25. august, kl. 17:30

800 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Tirsdag 15. september, kl. 17:30

3.000 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Tirsdag 29. september, kl. 17:30

5 km (2 x 2.5 km)

Kalvøen

Torsdag 8. oktober, kl. 17:30

800 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Tirsdag 20. oktober, kl. 17:30

3.000 meter

Ådalens Skole (400 meter løbebane)

Lørdag ??. november, formiddag

Efter behov/ønske

Marienlyst Skole (200 meter løbebane)

DAF-opmålte løb på 10 km, halvmarathon og helmarathon distancerne vil der fortsat være et bredt udbud og udvalg af hen over efteråret. Derimod er Esrum Sø Rundt 2020 løbet i slutningen af august allerede nu aflyst, og der vil ikke blive fundet et mulig erstatningsløb på denne distance – 27 km distancen udgår derfor af Klubmesterskabet 2020. Men Eremitageløbet planlægges fortsat gennemført søndag 4. oktober, og Eremitageløbet er fortsat åben for tilmeldinger. En hel del Fjordløbere har hvert år en hyggelig tur ind til dette efterårsløb i Dyrehaven.

Vi glæder os til at se dig til testløb.

Med hilsen

Testløb- og Klubmesterskabsudvalget

Lasse

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk