31 friske fjordløbere trodsede det lunefulde danske forårsvejr og fandt vej mellem dråberne, da vi i Fjordløberne afviklede årets første 800 meter testløb på stadion ved Ådalens skole. Der blev løbet igennem af alle og heppet på alle deltagere i de to heats, så ingen var i tvivl om, at Fjordløberne løb stærkt. Der blev løbet på følgende flotte tider:
Ulf Dannemand | 2:31:10 |
John Busch Ibsen | 2:31:95 |
Lars Juul | 2:40:64 |
Torben Hansen | 2:44:08 |
Carsten Nielsen | 2:47:49 |
Søren Tougaard | 2:48:86 |
Kim Nielsen | 2:54:24 |
Søren Post | 2:56:54 |
Kasper Larsen | 2:57:56 |
Morten Figgé Andersen | 2:58:51 |
Frank Avaldorff Jensen | 3:02:39 |
Lars Ehlers Jensen | 3:03:12 |
Kenneth Munck | 3:12:31 |
Henrik Lang Nielsen | 3:13:10 |
Hanne Lise Christensen | 3:14:10 |
Hans Jørgen Jørgensen | 3:16:20 |
Helle Bertram Grau | 3:22:10 |
Maibritt Budzisz | 3:31:54 |
Kristian Duval Larsen | 3:34:73 |
Tine Davidsen | 3:36:25 |
Jan Mathiesen | 3:38:56 |
Marianne Geising Valgaard | 3:38:66 |
Lotte Nielsen | 3:43:83 |
Helena Duval Larsen | 3:45:51 |
Beate Andersen | 3:49:66 |
Steen Rummenhoff | 3:51:44 |
Karin Jørgensen | 4:00:73 |
Helle Duval Larsen | 4:02:95 |
Pina Kunstek | 4:08:16 |
Annie Aller | 4:17:16 |
Eva Holm | 4:30:54 |
minutter:sekunder:hundrededele
Stor opbakning til testløb
Tirsdag den 29. august afholdt man det første testløb i efteråret. Et 5 km testløb, der var henlagt til en 2,5 km rute i Kalvø-området, langs fjorden og til Amsterdamhusene på Frederikssund Havn – ruten skulle således gennemløbes 2 gange. Ruten var næsten sammenfaldende med Frederikssund Stafetten ruten, hvorfor løbet derfor også kunne betragtes som en mindre generalprøve på dette store løbsarrangement, bare 2 dage senere.
Der var stor opbakning til testløbet, idet ikke mindre end 30 medlemmer havde valgt at teste deres form og lade testløbet udgøre aftenes træning på en skøn sensommeraften. Udover de registrerede deltagere have endnu et par medlemmer valgt at løbe ruten uden start-nummer. Desværre måtte en enkelt startende udgå efter 1. runde med en skade.
Resultater fra 5 km testløbet kan ses på vedhæftede.
Vi håber på tilsvarende stor tilslutning, når der tirsdag den 26. september arrangeres 3’000 meter testløb på Ådalens Skole’s anlæg.
Frank/Lasse
Igen stor interesse for testløb
Testløb har tilsyneladende sin berettigelse som fast del af aktiviteterne i Fjordløberne, idet der igen var overvældende tilslutning til tirsdag aftens 3’000 meter testløb på Ådalens Skole’s løbebane. Således havde 33 medlemmer fået udleveret startnummer til aftenens løb, mens mange andre medlemmer dog loyalt valgte at deltage i aftenens løbetræning på deres normale løbehold.
For at nå de 3’000 meter skal der løbes 7½ omgange på banen. Med de mange startende, blev det overvejet eventuelt at opdele og starte i 2 heats, men grundet det relativt sene tidspunkt og for at undgå ventetid for nogle, blev alle deltagere sendt afsted samtidig, omkring kl. 17:50. Enkelte deltagere startede dog 5 minutter senere grundet deres sene ankomst.
En enkelt deltager udgik desværre med en skade allerede på 1. omgang, mens et par andre havde fået tilstrækkelig med træning ved at løbe fra Frederikssund Hallen til Ådalens Skole, og således valgte alligevel ikke at løbe testløb, men nøjes med at løbe retur til Frederikssund Hallen. I alt 29 deltagere gennemførte testløbet og fik noteret en sluttid.
Testløbet blev afviklet på en dejlig, solrig sensommer-aften, hvor den benyttede løbebane bød på rimelige løbebetingelser og forudsætninger for flotte præstationer. Resultaterne af de enkeltes præstationer kan ses på her.
Og HUSK – årets sidste testløb på 800 meter er foreløbig planlagt til at finde sted tirsdag den 31. oktober, igen på Ådalens Skole’s løbebane. På dette tidspunkt er sommertiden dog slut og det bliver meget tidligere mørkt, så måske flyttes testløbet til tirsdag den 24. oktober (hvor vi endnu har sommertid), eller måske starter vi lidt tidligere.
Lasse/Frank
800 meter testløb i øsende regnvejr
Aftenens regnvejr fik stor betydning for det planlagte 800 meter testløb, tirsdag den 24. oktober. Løbet var allerede rykket en uge frem for at snyde det tiltagende aftenmørke, men naturen tog tilsyneladende revanche ved at begave os med en god gang efterårsregn- og blæst, der resulterede i meget dårlige løbebetingelser på banen ved Ådalens Skole.
Således deltog bare 7 deltagere i aftenens testløb, mens yderligere 3 var mødt op i regnen, og som i sidste ende undlod at løbe. Og da tidtageruret samtidig gav papirproblemer i regnen, så må vi efter løbet konstatere, at det bare blev en til en løbetræningstur på en regnfuld efterårsaften, idet ingen tider officielt kunne noteres. På basis af egne og andres tidsmålinger er der dog lavet en liste med placeringer og uofficielle resultater af aftenens præstationer, se reultatlisten her. Bemærk venligst at tiderne er uofficielle og derfor ikke tæller med i klubmesterskabet.
En tak til de seje Fjordløbere, der alligevel trodsede regn og vejrlig denne aften og alligevel mødte op.
Men fortvivl ikke - ny chance for 800 meter testløb
Vi håber vejret arter sig noget bedre, når vi lørdag den 4. november forsøger os med et nyt 800 meter testløb, denne gang på den nye 200 meter løbebane på Marienlystskolen. Banen har et godt underlag, men til gengæld også sine begrænsninger hvad angår plads og skarpere sving, men det er hensigten at lave flere heats med færre deltagere i de enkelte heats, så alle deltagere får de optimale betingelser for en god personlig tid.
Vel mødt på Marienlystskolen, lørdag den 4. november kl. 09:00. En hurtig 800 meter fra morgenstunden, så kan du nyde resten af lørdagen med andre gøremål.
Lasse/Frank
800 meter testløb under gode forhold
11 Fjordløbere havde taget imod tilbudet om at få afprøvet sin efterårs-form på 800 meter, samt få noteret eller forbedret sin tid fra 800 meter testløbet afholdt i foråret. Løbet var blevet arrangeret til erstatning for testløbet den 24. oktober, der druknede i regn og dårlige løbeforhold iøvrigt.
For første gang blev den nye 200 meter løbebane på Marienlystskolen anvendt til dette relativt korte testløb, og banen viste sig at være perfekt til formålet, ren og pæn, og med dejligt, næsten gummiagtigt løbeunderlag, der gav basis for pæne præstationer og gode sluttider.
Der blev afviklet i alt 3 heats, først et rent kvinde-heat, derefter et rent herre-heat, og tilslut et blandet heat med de deltagere, der ønskede at gøre endnu et forsøg på distancen.
Resultaterne af dagens testløb kan ses her.
Efter afviklingen af testløbet blev der serveret kaffe/the og kage, hvor ikke mindst Tine’s medbragte hjemmelavede æblekage med frisk flødeskum i portionsglas, blev betragtet som en god og velfortjent belønning for at møde op en tidlig lørdag morgen for at deltage i testløb.
Lasse/Frank
Årets sidste testløb
En halv snes Fjordløbere havde taget mod invitationen, for nogen opfordringen, til at deltage i årets sidste testløb. To løb på samme dag, idet der først blev løbet 800 meter og derefter 3’000 meter.
En smuk og stille december morgen med temperaturer lige omkring de 0 grader, og en morgensol der (også) lige var stået op, gav gode løbebetingelser – også til trods for at løbebanen var dækket af en let rimfrost, der dog ikke gjorde banen glat eller på nogen måde risikabel at løbe på. Derfor gav deltagerne igen næsten alt hvad de havde i sig og opnåede flotte personlige resultater på de to distancer. Enkelte løb endda begge distancer, men valgte dog kun at få noteret en af de to sluttider. Resultater af 800 meter løbet kan ses her, og af 3’000 meter løbet her.
Et par af dagens sluttider betyder ændringer i toppen af enkelte aldersgrupper til Klubmesterskabet 2017, bl.a får vi nu også en klubmester i klassen: Piger 0-14 år. Flot Maria. Klubmestrene vil blive hædret ifbm Fjordløbernes Nytårskur i starten af det nye år.
Efter testløbene var der (traditionen tro?) igen hjemmelavet æblekage med frisk flødeskum (tak til Tina), kaffe og varm saft til deltagerne. Desværre gik en enkelt deltager glip af både testløb og det efterfølgende traktement, idet hun forgæves stod og savnede os nede på Ådalsskolens løbebane.
Tak til alle medlemmer, der har deltaget i Fjordløberne’s testløb i 2017.
Lasse
Ved Fjordløbernes årlige nytårskur lørdag den 13. januar 2018 blev det forgangne års klubmestre hædret og hyldet på fornemste vis.